Studentermedhjælper

En nyere undersøgelse fra Dansk Industri viser, at studerende med tilknytning til arbejdsmarkedet kommer hurtigere i beskæftigelse, når de er færdige med deres uddannelse. Boehringer Ingelheim Danmark bidrager til, at de unge får en god start på arbejdslivet. Vi kan tilbyde en arbejdsplads, som er mangfoldig og inkluderende. Desuden giver de mange studerende, der arbejder hos os, ny energi og viden retur, som vi nødig vil undvære.

Talrige studerende i Danmark har et job under deres uddannelse, og mange studier giver mulighed for et studierelevant arbejde. På den ene side er det er en fantastisk mulighed for de studerende at prøve kræfter med opgaver fra erhvervslivet. På den anden side nyder virksomheder som Boehringer Ingelheim Danmark også godt af de unges arbejde i forskellige studiejobs.

Nick Øgendahl

Studentermedhjælpere styrker mangfoldighed
Samarbejdet mellem erfarne kollegaer og studentermedhjælpere er givende for begge parter. De erfarne kollegaer, som har flere års anciennitet, deler ud af deres viden og tilbyder faglig sparring, mens de studerende bidrager med et frisk pust, nye perspektiver og den nyeste viden inden for deres fag. Det kan være til stor glæde og gavn for hele virksomheden.
Boehringer Ingelheim er en familieejet virksomhed, og det kommer til udtryk i vores værdisæt, der blandt andet slår på, at mangfoldighed i arbejdsstyrken er en nøglekomponent til succes. Nick Øgendahl, HR Manager i Boehringer Ingelheim Danmark, forklarer:
”Det giver dynamik og udvikling på flere niveauer, når vi har flere forskellige profiler – på tværs af generationer og med forskellige erfaringer – i vores medarbejderstab. Vi har et stort fokus på at øge diversiteten af profiler og sikre udveksling af viden. Et tæt og kontinuerligt samarbejde mellem erfarne kollegaer og studentermedhjælpere er en af måderne til at få det til at ske. Det giver noget til begge personalegrupper.” 

Klædt på til livet efter studiet
Hos Boehringer Ingelheim Danmark får de studerende mulighed for at prøve deres viden af i praksis, og de kan styrke deres kompetencer i et trygt arbejdsmiljø. Alle studenterjobs rummer en vis mængde rutineopgaver, administration samt projekter, og vi forsøger at skabe en linje mellem teori og praksis i samarbejde med den studerende.
Line Kjær studerer erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation på Copenhagen Business School og arbejder et par dage om ugen i vores Team Livestock, Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics. Hun siger:

”For mig er det fedt at have et studierelevant arbejde. Det er spændende at kunne se sammenhængen mellem, hvad man lærer på studiet og det, man faktisk gør ude på arbejdsmarkedet. Det hjælper mig med at forstå, at det jeg lærer på studiet, rent faktisk gavner og kan bruges til noget.” 

Mens de studerende er engagerede og gør et godt og vigtigt stykke arbejde, bliver de samtidigt klædt på til livet efter studiet. Og det er netop det, som gør dem til attraktive medarbejdere, når de efter flere års studier står med eksamensbeviset i hånden. 

Dansk Industri har for nylig gennemført en undersøgelse, der viser, at studerende, der under deres uddannelse har haft studierelevant arbejde, har betydeligt lettere ved at finde et fast fuldtidsarbejde. Undersøgelsen viser desuden en sammenhæng mellem gennemsnitligt antal arbejdstimer og sandsynlighed for at komme i beskæftigelse efter endt studie. Blandt studerende med 15 eller flere arbejdstimer per uge har 74 pct. fundet arbejde inden for de første to måneder efter færdiggørelsen af deres uddannelse. For studerende med 10-15 timer om ugen er tallet 70 pct. (Studerende med tilknytning til arbejdsmarkedet kommer hurtigere i beskæftigelse som nyuddannede - DI (danskindustri.dk)). 

”Siden jeg fik et studierelevant arbejde, er min læringskurve virkelig steget. Mine kollegaer er meget åbne overfor mine idéer, og det har da helt sikkert givet mig mere faglig selvtillid,” fortæller Trine Diamant, Communications Students Assistant. Hun læser kommunikation på Aalborg Universitet, campus København, og regner med at skulle arbejde som kommunikationskonsulent i det private erhvervsliv, når hun er færdig med sin uddannelse.

”Jeg har lært en masse omkring de forskellige processer, der foregår i en global virksomhed som Boehringer Ingelheim. At have jævnlig kontakt med vores regionscenter og føle, at man gør et godt job, motiverer en til at gøre det endnu bedre næste gang,” fortæller Albert Rousku Andersen, som studerer HA Almen på Copenhagen Business School og arbejder som Purchasing Student Assistant hos Boehringer Ingelheim Danmark.

De studerende understøtter den daglige drift 
Boehringer Ingelheim Danmark sætter pris på samarbejdet med de studerende, som udgør ca. 10 pct. af arbejdsstyrken på kontoret i København. Flere bliver hos os i to eller endda tre år og udvikler sig fagligt og personligt.

”Vi er glade for, at de studerende får praksiserfaring hos os og dermed gør sig attraktive på arbejdsmarkedet – og vi er glade for den diversitet, ny viden og arbejdsindsats, de bringer til værdiskabelsen for virksomheden. Det er på alle måder en win-win for alle parter. For knap 10 år siden, var jeg selv en af de første studerende, hvis ikke den første studerende, i virksomheden, så jeg ved selv vigtigheden af at kombinere teori og den virkelig verden. Jeg er dybt taknemmelig for al den sparing og vidensudveksling jeg fik i mit studenterjob i den lokale HR-afdeling. Uden mine langt mere erfarne kollegaer var jeg ikke kommet hertil, hvor jeg er i dag,” konkluderer Nick Øgendahl.